Unge dirigerer klassisk i Odense

Mail udsendt til alle tilmeldte d. 26.10. Har du ikke modtaget mailen, søg venligst efter den i mapper til spam/reklamer/promoveringer - og finder du ikke mailen, kontakt sekretariatet.

Unge dirigerer klassisk med Mathias Skaarup Sørensen

Vi glæder os til omsider at præsentere jer for Mathias, som blev færdig som kandidat på korlederuddannelsen fra Det Jyske Musikkonservatorium i sommeren 2019. Efter flere coronabegrundede aflysninger er vi klar med nye stævne-datoer i november.

Mathias har fra barnsben været trommeslager i Odder Garden og startede i 2012 på bachelor i klassisk slagtøj på Det Jyske Musikkonservatorium. Interessen for direktion og kormusik blev større og større, og det førte til kandidatuddannelsen i klassisk korledelse.

Til dette korstævne vil Mathias instruere satser under temaet Nordiske toner og vi vil præsentere satser fra Sverige, Norge og Danmark:

Martin Åsander: Peace
Wilhelm Peterson-Berger - Trädet
Dansevisen af Otto Francker og Sejr Volmer-Sørensen i Mathias’ eget korarrangement
Dalakopen Norsk folketone. Arr. Bjørn Kruse

Vi håber, rigtig mange er nysgerrige efter at opleve denne unge talentfulde dirigent. Storekor Odense er stamkor på stævnet.

Mathias har en forkærlighed for ny musik. Han har stiftet og dirigerer kammerorkestret Bellbird (www.bellbirdchamberorchestra.com), der bestiller og uropfører værker af nulevende komponister. Han er også dirigent for Ensemble Edge (www.ensemble-edge.com), der opfører ny musik for kor og cello. 

Han arbejder jævnligt sammen med kor, ensembler og orkestre i det aarhusianske musikliv. Han har været dirigent for Aarhus Studiekor siden 2014 og har derudover gæstedirigeret Aarhus Amatørsymfoniorkester, Harmoniorkestret Tonica og Aarhus Strygerensemble. Mathias har studeret i både Norge og Sverige, og han føler sig derfor tæt knyttet til den nordiske kormusik.

Kor72 tager naturligvis forbehold for ændringer i de planlagte aktiviteter, såfremt myndighedernes anbefalinger i forbindelse med Covid-19 nødvendiggør dette. Ved evt. aflysning refunderes indbetalt deltagergebyr.