Glasbjergene Kor og Billeder - af og med John Høybye

Programmet

Glasbjergene er et fantastisk værk sammensat af maleri, digt og musik. Eva Cortsen har udvalgt 12 kendte malerier og tolket dem i 12 digte, som John Høybye efterfølgende har sat i musik, der udtrykker sig i forskellige stilarter i smukke, energifyldte og iørefaldende sange.
Glasbjergene opføres til den afsluttende koncert ledsaget af en skøn, nordjysk kvartet, bestående af Ib Buchholtz Hansen, klaver, Jakob Mygind, saxofon, Olav Gudnason, bas og Martin Kollerup Sørensen, percussion. Derudover fuldendes oplevelsen med såkaldte ”visuals” (kopier af originale malerier), som projiceres på en storskærm.

Deltagerforudsætninger

John Høybye siger selv om værket, at Glasbjergene er komponeret for kor på et vist niveau (dvs. at korerfaring er en god idé, altså ikke begynderkorister).
Satserne er firstemmige og i en cross over-genre mellem det ”rytmiske” og ”klassiske”, som komponisten ofte arbejder med. Stævnet henvender sig dermed til et bredt deltagerfelt.

Stamkor

Hjørring Kammerkor er stamkor på stævnet, og vi håber, at rigtig mange sammen med dem vil finde til Aalborg for at arbejde med dette spændende værk, der taler til alle sanser!

Instruktøren

fad8b5029bJohn Høybye er korleder og komponist.
Han et kendt navn i dansk og internationalt kormusikliv, og han er efterspurgt som instruktør ved korstævner og festivals. Han har arbejdet med alle mulige slags kor, lige fra begynder-børnekor (vi husker Ost-i-Nat) til topprofessionelle, fx Danmarks Radios Kor og Ungarsk Radiokor.
Han har dirigeret Aarhus, Aalborg og Sjællands Symfoniorkestre samt DR's Bigband.
Som komponist har John Høybye med forkærlighed bevæget sig i grænselandet mellem klassisk og rytmisk musik. Herhjemme kender vi mange af hans kompositioner, udgivet på danske forlag, men Høybyes værker er også udgivet i Sverige, Norge, Tyskland, på Warner Chappell Music i USA, og på Oxford University Press i England. Han har desuden holdt workshops med præsentation af egne værker i Skandinavien, Estland, Rusland, Finland, England og Tyskland.
Med sit eget kor, Tritonus, har Høybye turneret i Europa, i Kina, Japan og USA.
Der er således rigtig meget, vi kan glæde os til i selskab med den erfarne maestro.
Læs mere om John Høybye og værket Glasbjergene på hans hjemmeside www.hoymusik.dk

 

Praktiske oplysninger

Tid
Fredag d. 21. april 19-22
Lørdag d. 22. april 10-17
Søndag d. 23. april 10 til ca. 16
med afsluttende koncert kl. 15

Sted
Budolfi Kirkes krypt (fredag aften) og
Folkekirkens Hus
Gammeltorv 8
9000 Aalborg

Instruktør
John Høybye

Repertoire
John Høybye: Glasbjergene

Pris for deltagelse
Stævneafgift 325 kr.
Unge under uddannelse 160 kr.
Ikke-medlemmer 325 + 100 kr.

Tilmeldingsfrist
10. marts 2017