Ny formand efter repræsentantskabsmødet i april 2009
Lisbeth Gråkjær, som i 5 år har været medlem af musikudvalget blev på repræsentantskabsmødet valgt som ny formand.
Ulrik Hedegaard har efter 15 år som formand besluttet at bruge sine kræfter på arbejdet i DAM: Dansk Amatørmusik, hvor han er næstformand og repræsenterer kororganisationerne.
Lisbeth Gråkjær præsenterer sig selv således:
Det er en glæde for mig at have fået tillidshvervet som ny formand for Kor72.
Det er en stor og spændende udfordring, som jeg har mod på at gå i lag med, fordi organisationen har en yderst velfungerende og arbejdsom bestyrelse,
som planlægger, organiserer og iværksætter, så der året igennem kan tilbydes Kor72´s 7786 medlemmer stævner i hele landet året rundt. Vigtigt er også det gode og indarbejdede samarbejde med landssekretariatet.
Vi bestræber os i bestyrelsen på at planlægge stævner, der kan appellere til og tilgodese den spændvidde, der er i medlemskredsen, og løbende udvikle nye.
Jeg har kendt Kor72 siden 1984, sunget i Dania Sonans gennem flere år og været på mange sommerstævner i Tønder med mine 4 børn.
Jeg arbejder selv som korleder og ser amatørkorlivet som mit hjertebarn.
Jeg har med interesse fulgt de forandringer, der er sket gennem de sidste år, hvor amatørmusikområdet har etableret et styrket samarbejde under DAM, og ser frem til, som repræsentant for Kor72, at være med til at udvikle dette samarbejde.
Som formand er det mit ønske, at vi fastholder den nuværende store stævneaktivitet og er åbne og lydhøre for nye tiltag, til glæde og gavn for organisationens medlemmer og i amatørmusikkens tjeneste.
Med venlig hilsen Lisbeth Gråkjær
Lisbeth Gråkjærs CV
Lisbeth Gråkjær blev valgt ind i Kor72s musikudvalg i 2004. Hun har gået på AM-studiet på det Jyske Musikkonservatorium med kor- og ensembleledelse som hovedfag og klassisk sang som specialfag. Endvidere har hun taget PO fra Løgeumkloster Kirkemusikskole.
Lisbeth har sunget i Dania Sonans i mange år og har i det hele taget fulgt Kor72s aktiviteter tæt gennem årene.
Hun arbejder som korleder, organist og musikpædagog og har stået for flere projekter med børn og musical.
Interview med afgående formand Ulrik Hedegaard
Formanden slutter – men engagementet fortsætter
17 år i Kor72s formandsstol
Med udgangen af sæsonen 2008-2009 skete der et formandsskifte i Kor72s bestyrelse. Vor nuværende formand, Ulrik Hedegaard, tiltrådte i efteråret 1992 posten som formand efter at have været menigt medlem af Kor72 siden 1986. Der er således tale om en lang formandsperiode – noget der i øvrigt også har været tilfældet med de første to formænd, Arne Petersen og Tom Møller Pedersen.
Ulrik er dog langt fra færdig med sit engagement i amatørkormusikken. Han fortsætter dette virke i DAM, Dansk Amatørmusik. Hvad kan han fortælle om sin tid i Kor72s formandsstol?
Hvad var din indgang til Kor72?
Min debut som sanger havde jeg i 1965 i Svendborg Statsgymnsaiums kor, hvor vi sang Brahms Requiem, Händels Messias og Verdis Requiem – så var jeg solgt. I studietiden var jeg med hos Studentersangerne og Espansiva, et kor af musikstuderende sammen med bl.a. Bo Holten og Kåre Hansen. I begge kor havde jeg bestyrelsesposter, i Espansiva som formand. Efter endt uddannelse kom jeg ”hjem til Fyn” og blev medlem af Brahetrolleborgkoret med min svigerfar som dirigent og fra 1975 min kone Kirsten som dirigent. Samtidig deltog jeg hyppigt i det gamle Dania Sonans. På den baggrund havde jeg en del organisatoriske erfaringer og noget personkendskab, da jeg blev opfordret til at overveje en post som suppleant i Kor72s bestyrelse i 1986.
Hvordan ser du Kor72s udvikling i din formandstid?
Da jeg overtog formandskabet i 1992, var Kor72 en i enhver henseende velkonsolideret organistation. I den forløbne periode har vi bestræbt os på både at holde fast i det velfungerende og afsøge/udvikle nye aktivitetsmulighede. Dannelsen af Kor72U ser jeg som en væsentlig begivenhed, der har givet gode muligheder for at inspirere og udvikle ungdomskorområdet, og den endelige frigørelse og navneændring til SYNG anser jeg for at være en helt naturlig udvikling.
Hvilke oplevelser står stærkest i din erindring?
25 års jubilæet, som blev min første store opgave som formand, var efter min mening en mønsteraktivitet. Store musikalske udfordringer, en krævende, men inspirerende og kommunikerende instruktør. Det kulminerede med opførelsen af Bo Holtens Imperia med topsolister og Odense Symfoniorkester i Carl Nielsen salen. Den efterfølgende jubilæumsfest blev vist også ret vellykket.
På det personlige plan står to stjernestunder skarpest i erindringen, begge knyttet til koncertrejser med det nye Dania Sonans. To opførelser af Mozarts Requiem under Flanders Festivalen i 1992 med Göteborg Symfoniorkester og Neme Järvi, og nogle år senere en koncert i Visby Domkirke under den Nordisk Baltiske Festival med Eric Ericson i spidsen for de deltagende repræsentationskor.
Har der været omkostninger ved den post, du nu forlader?
Det har været en spændende, men også meget tidkrævende opgave. Både formandskabet i sig selv, men også de mange øvrige tillidshverv, der er fulgt efter – næstformand i DAKU/DAM og bestyrelsesposter i AKKS og SAMNAM samt årlige generalforsamlinger i EUROPA CANTAT har beslaglagt en meget stor del af min fritid og krævet stor forståelse, ikke alene fra min kone, men også i høj grad mine kolleger både på skolen og i kommunen, når jeg har været nødt til at forlade hjem og arbejdssted hele og halve dage.
Interview af Gertie Sjøen
Nyt bestyrelsesmedlem
Anders Hansen, der blev valgt ind i Kor72s bestyrelse som medlem af forretningsudvalget, kommer fra Fyn og har haft musik som interesse siden folkeskolen. Bl.a. spillede han slagtøj i musikskolen, og senere – i gymnasiet – begyndte han at synge i kor.
Anders har siden sunget i flere kor, hovedsageligt klassisk, bl.a. i Filharmonisk Kor Aalborg og Laetitia Musica i København. I studietiden sang han i kirkekor og har siden 1999 sunget i SDUs Storekor og i Filharmonisk Kor Odense siden 2001.
Anders har deltaget i en del Kor72-stævner og fik derved interesse for organisationen.
Til daglig arbejder han som landmåler i et firma i Odense.
Bestyrelsen på arbejde en dejlig sensommerdag i Askov
Hvem er de?
Funktion | Navn, by | Email. |
Forretningsudvalg | ||
Formand | Lisbeth Gråkjær Beder | |
Næstformand | Anders Hamming Esbjerg | |
Svend Mortensen Hinnerup | ||
Webmaster og stævnekoordinator | Johanne Bjerregaard Esbjerg |
|
Birgitte Ugilt Aalborg | ||
Anders Hansen Odense | ||
Lene Garsdal Kbh. K | ||
Sekretær og suppleant | Henning Vilain Odense M | |
Musikudvalg | ||
Bente Hanke Ballerup | ||
Jesper Holm Karrebæksminde | ||
Niels Chr. Balle Birkerød | ||
Alice Granum Kerteminde | ||
Suppleant | Jens Johansen Hjortshøj | |
Suppleant | Bent Mortensen Frederiksberg | |
Redaktør/suppleant | Gertie Sjøen Aalborg | |
Andre funktioner | ||
Kasserer | Margrethe Hodgson Åbyhøj | |
Kor72 sekretariat | Att. Jonna Linneberg Rosenkrantzgade 31, 3. 8000 Århus C |




