2 Celebrity news: Hot Celebrities Hollywood celebs Singer and Musician celebs
topleft_bg

40 års jubilæum 2012

Kor 72 fejrer i år 40 års jubilæum, og hele kalenderåret kommer til at stå i jubilæets tegn.


Kor og orkester

Korprøve i Symfonisk Sal, Musikhuset Aarhus 2008
(Privatfoto)

Kor og orkester bliver det gennemgående tema hen over året. Det er lykkedes os at få et samarbejde i stand med orkestrene i Aarhus og Odense og med Danmarks Radio, København om store korværker.

 

 

 

 

Læs formanden, Lisbeth Gråkjærs jubilæumsartikel HER

Læs Musse Mathiasens jubilæumshilsen HER


Jubilæumskoncerten oktober 2012

"Det værste og det bedste"

Det bedste er at stå midt i et kor og lade stemmen smelte sammen med de andre stemmer i et hav af klange af skøn musik. Det værste er, at der er en hel uge til der igen er kor!

Det værste og det bedste er også titlen på Søren Ulrik Thomsens digtsamling fra 2007.

Bo Gunge komponerer et kor- og orkesterværk til jubilæumskoncerten i Odense i 2012. Det er glædeligt at kunne meddele, at Søren Ulrik Thomsen har sagt ja til, at Bo Gunge til værket kan benytte uddrag fra hans digtsamling: Det værste og det bedste. Læs mere om Bo Gunge i DAM-bladet side 32-33 Link - eller download Mette Olesens artikel som pdf-fil HER

Selve Jubilæumskoncerten vil som tidligere nævnt blive i weekenden 26.–28. oktober 2012 i Carl Nielsen Salen, Odense Koncerthus, i samarbejde med Odense Symfoniorkester og med Søren K. Hansen som dirigent.

Øveweekenderne forud for jubilæumsweekenden vil blive følgende:
14.-16. september 2012 i København,
28.–30. september 2012 i henholdsvis Aarhus og Odense.
Instruktører: Søren K. Hansen og Søren Birch.
Repertoiret vil bl.a. være Niels W. Gades Elverskud og Bo Gunges jubilæumsværk.
Alle øveweekender afsluttes med koncerter/åbne prøver.

Reservér allerede nu disse datoer.


Musse fortæller Kor72's historie

”Jubilæumsskrift" vil blive udgivet i ny form, nemlig som ”Live”-historie.

Vi er så heldige, at Musse Mathiasen vil samtale med Jens Johansen foran et kamera om alt det, der har gjort Kor72 til dét, organisationen er i dag.

Musse har været med fra første færd, har blandt andet bygget landssekretariatet op og har gennem tiden spundet mange tråde og flyttet mange store sten i amatørmusikkens tjeneste.

Glæd jer!


Carmina Burana, Mozarts Requiem og et nyt værk

Vi skyder jubilæumsåret i gang i februar i København i DRs koncertsal med Carmina Burana, og kan allerede i marts tilbyde Mozarts Requiem i samarbejde med Aarhus Symfoniorkester i anledning af Århundredets festival.

Selve jubilæumskoncerten bliver i Odense koncerthus i efteråret 2012. Der arbejdes på at få skrevet et nyt værk til anledningen, som også skal kunne opføres med mindre besætning/klaver, og der vil blive landsdækkende jubilæumsstævner med jubilæumsprogrammet. Stævnerne afsluttes hvert sted med koncerter/ åbne prøver, og vi håber rigtig mange efterfølgende vil deltage til selve jubilæumskoncerten i Odense. Sløret kan endnu ikke løftes for repertoiret. Pga. de mange jubilæumsarrangementer i 2012, vil Askovstævnet være på standby i 2012. Sommerstævne afholdes som sædvanligt. Der arbejdes naturligvis også på et rytmisk jubilæumsprojekt.
(Læs mere under stævner i korkalender, på forsiden)