topleft_bg

Sangforeningen "Morgenrøden"s historie i nyere tid

Storm P.s monolog fra 1918 om Sangforeningen ”Morgenrøden” er kendt, elsket og flittigt citeret af mange, vel især rimeligt modne, danskere. Færre ved nok, at foreningen eksisterer den dag i dag og har det fint, trods mange års barnevogne, bajere og bimmelimmer. Endnu færre ved sikkert, at alle, mere eller mindre organiserede danske korsangere, er medlemmer af foreningen. Her skal i korte træk berettes om foreningens historie i nyere tid.

Foreningen genopstod ved et historisk møde, der foregik på Bornholm i fanebærerens residens Markusgård i Østermarie, ikke langt fra Åkirkeby, hvor en anden af Storms udødelige historier foregår.

Datoen var 27. marts 1998, og anledningen, at Ebbe Rode, som var udnævnt til æreskunstner i Østermarie for året 1998, skulle hyldes på Frederiksberg.

Desværre holdt Ebbe Rode ikke sit løfte om at holde sig i live, men med små ændringer blev den første pinsetur i nyere tid gennemført med 56 deltagere, som hørte Gralsfortællingen (v. Stig Fogh Andersen) Ode til Rode (v. Søren Pind) og foredrog flere fugtige sange, bl.a. Det går så let over bølgen den blå (nyskrevet tekst af Ida og Bent From), Opsang for venner af øl og Svantes drikkevise, samt endnu mere lødige korsatser som Danmark nu blunder den lyse nat.

Formand og kasserer
og bajer

I 1999 og 2000 fandt pinseturen undtagelsesvis sted i Østermarie. I 1999 blev Aage Haugland og i 2000 Tina Kiberg promoveret som æreskunstnere, men i de følgende år fandt pinseturen sted på Frederiksberg efter Storm P.s opskrift: start fra Frederiksberg Runddel, oplæsning af Storms monolog, som fint skildrer hele turens forløb, optog til Søndermarken, Gralsfortællingen med vekslende solister: Niels Jørgen Riis i 2001, Jesper Klein i 2002 (egen tekst og – delvis – melodi), og i de seneste år igen Stig Fogh Andersen, der nu synger på et nyt sprog hvert år (italiensk, dansk, grønlandsk og japansk indtil videre).

Sangforeningens liv er præget af stærk personalunion og blodbroderskab mellem foreningens fanebærer og organisationen KulturBornholm, der hvert år udnævner en (eller flere) æreskunstnere i Østermarie. De pågældende får en lokalitet opkaldt efter sig, fx Ebbe Rodes Aveny, Ghita Nørbys Runddel, Aage Hauglands Gyde, Svend Asmussens Sving, Tina Kibergs Sti, Flemming Flindts Svanesø, og i forbindelse med afsløringen af skiltet holdes en særdeles lødig (når vi selv skal sige det) koncert i Østermarie Kirke under medvirken af æreskunstneren, et flot galleri af kongelige operasangere og ”Morgenrøden”s store kor suppleret med lokale korsangere.

Hvis man sender en mail til morgenroeden@(if you can see this please update your browser)gmail.com, bliver man optaget på foreningens mailliste og får nærmere besked om program, tilmelding osv.

 

Bent Mortensen, formand og kasserer.