Jens Johansen dirigerer





Der øves i gruppe B - og korsangere har også en mening om tingene!
Gruppe B - Farverige Forvandlende Fattigfirsere
Farverige Forvandlende Fattigfirsere
Gruppe B
Instruktøren Jens Johansen har ordet:
Fattigfirsene blev de kaldt. Men de kunne også med Møllehaves ord hedde Forvandlingsfirserne – eller måske endda de Farverige Firsere. Den danske musikscene var i hvert fald mere spraglet og sprudlende end nogensinde. Det var dengang Kliche sejlede ud med supertankeren og vi lærte at danse regndans med Danseorkestret. Sebastian gjorde op med den selvhøjtidelige café-type i 80ernes Boheme, Lars H.U.G. kyssede himlen farvel, Kim Larsen forklædte sig som voksen (det gør han stadig…), Anne Linnet eksperimenterede med Marquis de Sade og gloede på vinduer, og også Malurt med Michael Falch i spidsen sprang ud som Vindueskigger. Og endelig konstaterede C.V. Jørgensen at sommeren var forbi, men så kunne man jo heldigvis bare flytte til Costa del Sol, hvor solen den skinner. Også i udlandet var der forvandlinger i gang, bl.a. da Michael Jackson begyndte at se grundigt på manden i spejlet.
Sådan kunne man blive ved. Den danske (og udenlandske) rockscene afspejler på én gang tiden og afstikker nye retninger. Og det er den musik vi skal have ind under huden på årets sommerstævne, suppleret med enkelte sange fra det store udland. Naturligvis bakket op af de musikere, der allerede i 80erne gjorde sig fortjent til titlen Danmarks bedste kor-backing: Lars Bo Smidt (bas) og Martin Klausen (trommer).
For mig var 80erne også et forvandlings-årti. Studierne på Aarhus Universitet og Det Jyske Musikkonservatorium blev færdiggjort og jeg blev højskolelærer i Toftlund. De første korarrangementer blev udgivet (Satser på dansk, I Wish, Bohemian Rhapsody etc.), og der blev sat skub i den rytmiske korsang, bl.a. med korene Lift og Åbenrock. Siden er det blevet til mange flere udgivelser af både noder og cd’er – men det er en anden historie.
Husk at medbringe 80er tøj og musik og masser af stof til 80er anekdotebaren!
Jens Johansen

- Det var dengang – i begyndelsen af 80erne. Jens Johansen arbejder med Åbenrock.




