Praktiske oplysninger
Tid:
Lørdag den 31. januar kl. 9.30 til
søndag den 1. februar kl. 17
Der sluttes af med en åben prøve i Ansgars Kirke, Sdr. Boulevard 1, 5000 Odense C, kl. 16 - 17.
Sted:
Det Tekniske Fakultet
Syddansk Universitet
Niels Bohrs Allé 1
5230 Odense M
Instruktør:
Carsten Seyr-Hansen
Repertoire:
Mendelssohn: Richte mich Gott, Verleih uns Frieden og Hymne
Gade: Morgensang af Elverskud
Tilmeldingsfrist:
19. december 2008 - dog mulighed for senere tilmelding, hvis der er plads.
Pris:
175 kr
Der gives 100 kr rabat til studerende
og unge under 25 år.
Tilmelding: gå til online-tilmelding
Syng mendelssohn på Fyn
Holder du af Mendelssohn? Hvis svaret er ja, så er stævnet på Fyn lige noget for dig – du får mulighed for simpelthen at bade i noget af Mendelssohns bedste kirkelige kormusik.
Felix Mendelssohn-Bartholdy (1809-1847) skrev musik i stort set alle genrer, kirkelige såvel som verdslige. Hans baggrund var en opvækst i et velhavende, intellektuelt hjem, hvor man havde konverteret fra sit jødiske udgangspunkt til protestantismen. Han fik tidlig undervisning i musik og havde allerede som 9-årig sin debut. Blandt hans store fortjenester er hans indsats for Bachs musik, der dengang ellers mest blev betragtet som lidt gammeldags. Mendelssohn satte i 1829 Bachs Matthæuspassion på repertoiret i Berlin, og det førte til en genopdagelse af Bachs musik.
På stævnet i Odense skal der arbejdes med tre af Mendelssohns mange kirkelige satser – Richte mich Gott, Verleih uns Frieden og Hymne. Richte mich Gott, der vil være kendt af mange korsangere, er et a cappella værk for 8-stemmigt kor. Det er i tre dele og fremstår med sine store dynamiske udsving og fyldige harmonik som en ønskeopgave for sangere, der holder af smuk, velklingende musik. Værket er komponeret i 1843, senere revideret og endelig publiceret i 1849, to år efter Mendelssohns død. Verleih uns Frieden fra 1831 er for 4-stemmigt kor og orgel, og den ligeledes 4-stemmige Hymne er komponeret for orgel og sopransolo. Som akkompagnatør og organist medvirker Torben Krebs.
Endvidere står også Niels W. Gades Morgensang fra Elverskud på programmet. Særdeles passende, da Gade var meget påvirket af, hvad han lærte hos mesteren Mendelssohn i Leipzig i 1844’erne. Mendelssohn forblev Gades store forbillede hele livet.
Odense Motetkor og Brahetrolleborgkoret er stamkor på stævnet.
Om dirigenten
Carsten Seyer-Hansen er cand. mag. i musikvidenskab og filosofi ved Aarhus Universitet. Han underviser i kor- og ensembleledelse ved Det jyske Musikkonservatorium i Århus og Konservatoriet for musik og formidling i Esbjerg. Siden 2003 har han været kantor i Århus Domkirke.
Carsten Seyer-Hansens primære virke er korledelse, og han har selv stiftet flere kor – først Aarhus Universitetskor 1995, siden Vokalgruppen Concert Clemens 1997 og senest i 2003 Skt. Clemens Drengekor. Han dirigerer såvel amatører som professionelle ensembler, ligesom han er instruktør for DRs radiokor og Folkekirkens Ungdomskor.

