Alice Granum dirigerer Hugo Wolf og Johannes Brahms
Repertoiret på stævnet 24. – 25. oktober i Aalborg byder på vidunderlig, både kirkelig og verdslig musik under Alice Granums inspirerende ledelse. Repertoiret repræsenterer således Højromantik såvel som Senromantik, og de smukke satser er meget velegnede til at fordybe sig i og gå i detaljer med.
Blandt Brahms’ 7 satser er flere af dem ganske kendte. De seks satser af Hugo Wolf derimod vil nok være et nyt bekendtskab for mange, og stævnedeltagerne kan glæde sig til at opleve Wolfs fantastisk smukke senromantiske tonesprog.
Den østrigske komponist Hugo Wolf (1860-1903), der især er kendt for sine lieder, var for en stor del selvlært. Hans store forbillede var Wagner.
Teksten til Wolfs 6 lieder er af Josef von Eichendorff, og værket er komponeret i 1881 – en periode, hvor Hugo Wolf blev forladt af sin elskede, og hvor den depression, der senere skulle komme til at dominere hans liv, tog sin begyndelse. Det er da også sandsynligt, at den religiøse smerte i de 6 satser symboliserer hans verdslige kærligheds smerte.
Om Alice Granum
Alice Granum er docent i korledelse og underviser ved konservatorierne i Odense og København. Hun har markeret sig stærkt i det danske korliv, bl.a. som dirigent for Det Fynske Kammerkor, som har modtaget flere forskellige priser og udgivet velanmeldte cd’er. Alice Granum er desuden dirigent for de filharmoniske kor, der er tilknyttet Odense Symfoniorkester og Sønderjyllands Symfoniorkester.
Endvidere er Alice Granum en særdeles eftersprugt instruktør på kurser og stævner i ind- og udland.

